PåBaad

Clara er blevet passet hos Camilla i snart 2 år, hvilket har været den bedst mulige start på livet for Clara. Her bliver hun hver morgen mødt med varme og kram og starter dagen stille og roligt. Snart kommer alle vennerne (3 andre dagpleje børn) og dagens aktiviteter går igang.

Vi oplever Camilla som en meget dygtig, varm og kærlig dagplejer. Hun har øje for det enkelte barn og dets specielle personlighed og behov. Hun er rigtig god til at tage tingene i børnenes tempo og lader dem få tid og rum til at være optagede af deres interesser, som at se på gravemaskiner, udforske snegle osv.

Camilla planlægger en varieret dagligdag med gåture, udendørsleg og lærring i haven, lave kreative ting, ture til; rytmik, gymnastik, Zoo, teater, samvær med andre dagplejebørn og meget andet, alt efter børnenes niveau og behov. Denne gode stimulation samtidigt med Camillas faste rutiner gør at børnene er trygge, glade og klar til at lære en masse.

Camilla taler meget med børnene og hjælper dem med at sætte ord på det, de oplever. Hvad angår ferie og fridage gør Camilla altid opmærksom på dette i god tid (½ år i forvejen), ligesom hun lægger sin ferie så den falder ind i skoleferierne. Det er meget sjældent, at hun er syg  – og skal hun til læge el. lign. sørger hun for at lægge disse aftaler uden for arbejdstid. Camillas familie er et meget positivt element for børnene, da hendes børn gerne leger med dagplejebørnene, og der er altid en god atmosfære i hjemmet.

Vi oplever, at Camilla holder af vores datter, og at hun er dagplejer af lyst. Hun er meget naturlig i sin omgang med vores barn, og hun har en rigtig god fornemmelse for, hvornår der er brug for trøst og et knus, eller en tid på skødet. Samtidig er hun meget god til at sætte tydelige grænser og at give udtryk for sine forventninger, og både vi og vores datter ved, hvor vi har hende, hvilket skaber tryghed. Camilla har gode evner for at motivere – det ses bl.a. på hendes arbejde med at hjælpe vores datter med at blive selvhjulpen og deltage i pligter, som fx at rydde op og tage tøj på. Det gør hun nu med glæde!

Ligeledes er det med glæde at vi, hele familien, kommer til jule og sommerfester hos Camilla, det er bare så hyggeligt og en god tradition. Vi henter altid en glad pige som har en tryg hverdag fyldt med gode oplevelser.

Vi vil hermed give Camilla og hendes dagpleje vores bedste anbefalinger.

Mvh. Clara's forældre (21 64 96 85)

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Camillas private dagpleje er for os det eneste rigtige valg for vores barn.
Vi har haft vores store pige hos Camilla, da hun var i kommunalt regi, og da Camilla valgte at gå egne veje med drømme om, hvordan en dagpleje skulle være, kunne vi ikke andet end støtte op omkring hendes valg. Vi var i forvejen vilde med Camillas dejlige rolige væsen, hendes omsorg for børnenes trivsel og udvikling og det enorme engagement hun lagde i hverdagen med børnene. Camilla ville så meget mere, end hvad den kommunale ordning kunne tilbyde, og da Camilla blev privat ventede vi nr. 2 og allerede inden hun kom til verden var hun skrevet op hos Camilla. Der var intet andet alternativ for os.

Den kærlighed, varme og tryghed Camilla giver, gjorde at vi trygt kunne aflevere vores datter på 10 mdr. uden problemer eller med en svær opstart. Camilla engagerer sig 120 pct. i børnenes trivsel og velvære. Der er rytmik, leg i gymnastikhal med andre private dagplejere fra området, udeaktiviteter hver dag i al slags vejr, udforskning ved strand og fjord, teaterarrangementer, legestue, babysalmesang da børnene var yngre, "De Grønne Spirer", økologisk mad, varme retter, hund, katte og høns. Og Camillas egne børn giver sig tid til at lege med de små, selv hendes mand er inde over og agerer julemand til julefest, legeonkel til sommerfesten og meget mere.
Døren hos Camilla er altid åben. Der er tid til hyggesnak og vores børn er glade.
Alt i alt betyder Camilla og hendes familie alt for os, for hun er vores barns anden familie!

- Nikolaj & Pernille, forældre til Vilja 2 år (42 33 92 00)

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


 

Vores søn, Laurids, har været i dagpleje hos ”Milla” fra han var 10 mdr. og frem til han startede i børnehave, da han blev 3 år. I alt en periode på 2 år og 2 måneder, hvor han har haft en vidunderlig tid! Vi forældre har altid været trygge og glade for Camilla, fordi hun er en kærlig og aldeles kompetent dagplejemor. Camilla har også en sød og rummelig familie, som vi heldigvis også har fået lov at lære at kende.

Camilla er på alle måder et ordentligt menneske. Der har ikke været én gang i de 2 år, hvor der har været en ”smutter” - hverken med sovetider, børnenes sikkerhed, maden, tøjet, omsorgen eller varsling af ferier, dage med udflugt, bleskift, kommunikationen med forældrene – eller hvad der ellers kan svipse for os selv herhjemme... Vi har aldrig oplevet at hente et barn, der er ked af det, eller som har haft en dårlig oplevelse, eller som har kolde fødder eller våd ble. Tværtimod. Der er lutter smil, kram, nærvær og god samvittighed over hele linjen. Og man har det også godt med sig selv, mens man er på arbejde, når man ved éns barn har det som blommen i et æg.

Camilla er et menneske med et stort hjerte og har nemt til smil og søde ord, og børnene elsker hende.

Vi har desuden altid været imponerede over de mange hyggelige og spændende udflugter børnene kommer på. (Og med en fortid som kørelærer ved vi også, at hun kan køre bil!) Laurids har set langt mere af nærområdet end nogen af os andre i familien, og Camilla og de andre dagplejebørn bliver ofte efterspurgt, efter han er startet i børnehave. ”Milla i børnehaven?”

Vi kan ikke se andet, end at man gør det bedste for sit barn, ved at indskrive sin dyrebare guldklump i Camillas private dagpleje.

Med venlig hilsen

Tine og Jakob, Ejby, forældre til Laurids (var i dagplejen fra 2012 til 2014)